oscarpaintings
per oscar jensen
Min karriere som kunstner startede for alvor i slutningen af 60’erne. I denne periode blev jeg grebet af en kunstretning, som tog sit udgangspunkt i Pop Art med stærke impulser til 70’ernes nyrealisme og superrealisme, og som fik stor betydning for mit forhold til maleriet. Fotografiet blev her brugt som en underbyggende funktion for en realisme, som ikke udelader en eneste detalje, ofte med detaljer fra hverdagens brugsgenstande og livet omkring os, en spejling i en butiksrude, et gadekryds, en parkeret bil på en stille vej. Senere blev denne realisme langsomt nedbrudt for mig, og de genkendelige elementer i mine malerier gik i opløsning. Tilbage var kun lyset, refleksionerne og strukturen. De seneste år er de realistiske figurer langsomt vendt tilbage igen, dog i en ny og enklere form med en klarere farveholdning.
Mine seneste malerier og akvareller er stadigvæk opbygget af genkendelige, fragmenterede, dagligdags genstande, som for eksempel: stole, bilvrag, sofaer, vinduer, døråbninger, tomme rum, forladte hjem, skyggeagtige personer som betragter omverdenen, personer som bevæger sig gennem rummet, personer som bevæger sig ud af billedfladen, lysreflekser med et fysisk nærvær, frit svævende genstande i halvabstrakte rum, tekst-brudstykker som løsrevne associationer i den kompositoriske opbygning.
I mine malerier er den hvide farve et fundamentalt afgørende element. Den hvide farve er med til at definere de øvrige farver i maleriet. Mine malerier har to modsatrettede tendenser. Den ene tendens i maleriet viser stramme og præcise former og streger med klare budskaber, den anden tendens viser en iboende uro og konflikt, et brud med det stramme og kontrollerede.
Selvom jeg arbejder med det figurative og rumlige, forholder jeg mig frit til realismen i billedopbygningen. Tegningen i maleriet er ofte meget realistisk, hvorimod de øvrige elementer billedet ikke nødvendigvis er det. På denne måde opnår jeg at bryde realismen, og tilføje elementer af uforudsigelighed.
I enkelte tilfælde udspringer objekter i mine billeder ud fra en personlig erindring. Den fremkaldte erindring er ofte symboliseret ved en konkret genstand, som ved gensyn pludselig bliver vakt til live igen, på samme måde som musik kan få os til at fornemme, nærmest smage, en bestemt hændelse, person eller følelse.
Et udvalg af de objekter, som oftest går igen i mine malerier og akvareller, vil jeg forsøge at sætte ord på, for bedre at kunne forstå dem.
Sofaen, fremkalder erindringen om en uvirkelig tilstand af afmagt og svigtende kræfter, med kraftige hallucinationer, i form af uvirkelige, men nærværende personer, som var tilstede i rummet sammen med mig, og bevægede sig gennem rummet, uhyggelige og samtidig lokkende.
Bilvraget, som fremkalder en utrolig kraft i mig, en lyst til at genskabe det ødelagte. Det er som om der ud af vraget flyder brudstykker af ord og lyde, som en resonans af noget tabt, noget indestængt, noget usagt, uforløst.
Stolen, er den platform, hvor mine tanker flyder, og drømmene kommer op til overfladen, for at blive gransket. Samtidig har jeg en fascination for tomme stole. Jeg fornemmer, at mennesker er tilstede omkring dem, på dem, i dem, der er nærvær og fravær på samme tid.
Vinduet, det tomme rum og døråbningen har en klar reference til klaustrofobien i mig. Gennem åbninger og rummets frie udstrækning kan jeg slippe ud, og tænke klart. I disse tomme rum og åbninger, møder jeg de udefra kommende strømninger, uden noget filter, med alle sanserne åbne.
De frit svævende objekter, symboliserer løsrivelse fra deres fysiske fiksering i rummet. De svævende genstande er for en stund sluppet fri fra deres fysiske bånd. Behovet for at kontrollere alle tilværelsens faser, får disse objekter til at slippe fri, og svæve frit i rummet.
Forladte steder. Jeg er betaget af de rum, som af mange årsager pludselig er blevet forladt af de mennesker, som har boet der. Brudstykker af et helt liv strømmer mig i møde. De efterladte genstande, og de spor der er afsat i rummet, har nu fået deres helt eget forvredne, særegne liv. Beskueren til disse forladte scenerier vil uden tvivl komme i en særlig tilstand af ro, fordybelse og eftertanke.
Skyggen. Ofte bruger jeg den skygge, en person kaster, som den primære figur i maleriet. Skyggen viser virkeligheden på en sanselig, universel måde, befriet for genkendelse og identitet.
